Att bygga en hållbar historia

I den sörmländska skogen bortom modern infrastruktur har konstnärer under fyra år byggt vad som idag kallas skogsfyren – en nio meter hög, sexkantig byggnad i tvåvåningar på 45 m2, byggd av vindfällor från det angränsande kalhygget. Processen har varit sakkunnigt handledd. Lärandet om hållbar byggteknik och självförsörjande infrastruktur med solpaneler, vatten och avfallskompostering, har varit utgångspunkten för att tänka nytt kring konstnärliga processer och uttryck.

Skogsfyren är långt från färdig och kommer utvecklas och omformas efter behov under många år. Den är dock så pass färdig att den är i konstnärligt bruk och invigdes i september 2024. Nederst är fyrsalen – ett runt öppet rum mot skogen med högt till tak som används för experimentella filminspelningar, dramaturgisessioner, work shops, performances och ritualer. Uppe i ’fyrtornet’ finns det plats för flera skrivbord med utsikt över skogen och platsen kommer framöver också användas som skrivresidens.

Förste bedömaren

Detta är ett projekt som i förlängningen kan komma att resultera i nya former av byggnationer för visningar av audiovisuella verk av olika slag. Projektet rör sig i brytningspunkten mellan arkitektur, skulptur och audiovisuellt skapande.

Om projektet lyckas med att ta fram en prototyp, kanske det i förlängningen finns en möjlig breddning till olika former av upplevelsebaserade användningsområden? Användningsområden skulle kunna vara otaliga, inom barnomsorg till och med, som en nutida konstkoja. Tanken är åtminstone lockande.

Kunskapsnivån är hög, för ändamålet. Resultaten lockar med oväntade visningsformer och mötesplatser i det mer intima formatet.

Andre bedömaren

At samle filmskabere for at få dem til at filme et bæredygtigt byggeprojekt de selv skal vejledes i at bygge og så bygge, og som i sidste ende skal huse deres film – med bl.a. projektorer der genereres af publikums egen energi – er en usædvanlig måde at præsentere indhold på. Værket fremstår stedspecifikt, og som en permanent ’feature’ til senere brug, hvilket gør at jeg bliver uklar på hvem publikum måtte være, om nogen, udover dem der besøger stedet.

Jeg savner at forstå om det udelukkende er tanken at filmene eller helværket skal opleves ude i skoven, som live-in cinema, eller hvilke planer der eventuelt måtte være for at distribuere de færdige film. Men ja, helt basalt, om blandingen af camera obscura med lydtæpper med oplyste træer også inkluderer faktiske film, fremstår egentlig uklart for mig. Præmissen om at løsninger på tidens største udfordringer er iboende mennesket selv, men at det netop er os som enkeltpersoner der skal turde at sadle om for at vende indlært vækst og forbrug ryggen og face miljøkatastrofen med handling, er ren. Og at få individer til at bygge deres egen biograf/ visningssted og overnatnings-facilitet, samtidig med at de bedes om at reflektere kunstnerisk over den tilstand via deres foretrukne medium (film), er både superinteressant, inspirerende men også uhyre ambitiøs.

På filmsiden er jeg usikker på hvad det indhold reelt set, er, eller kunne være, og om den dramaturgi der omtales, også handler om historierne/ berettelserne i filmene eller mere/ udelukkende er møntet på det andet indhold der genereres, bygningen der bygges, det der skabes? For skyggesiden af projektet, er naturligvis, at det også er noget af en konstruktion at sætte i søen. Og hvorend velment, så kommer de prisværdige intentioner i spil fra ansøgere som allerede har forestillet sig hvad udkommet bør være, også for de deltagene filmare. Jeg vil håbe at kompleksiteten kan råde även så, og at film til slut ikke fremstår for indlysende PC eller på anden vis ’I told you so’ flade.

Jeg synes der er noget fascinerende ved at engagere kunstnere i en tværfaglig praksis ved at gøre filmare til byggere – med det for øje at de skal skabe nye fortællinger. Men hvorom det er dejligt at forsøge at udfordre etablerede filmskabere, er det uklart for mig om, og i så fald hvordan, det tænkes at influere på deres respektive filmiske metode fremefter. Ansøgningen indeholder et ambitiøst men relevant opbud af aktører der skal på banen for at værket kan blive til.

Blandingen af alternativ energieksperter med øko-bønder og husbyggere, kan noget, ligesom naturligvis de medvirkende filmares egne forhåndskundskaber, som andet end kreative væsner, kommer i spil. Hvilken samlet fortælling de ender med at udkomme med, vil jeg glæde mig til – især hvis de igangsættes med en udogmatisk tilgang og frihed til at agere i det nye vilde, som de finder bedst.

Jeg synes det er et højt abstraktionsniveau i spil, som virker til at være dannet af ansøgerens egen empiri og stædige forsøg på at løse de problemer vi alle er en del af, via kunsten og fortællingen, men altså også selve skabelsen på et mere konkret, fysisk plan. Bæredygtighed og nye vaner er sikkert en del af svaret, og jo flere filmare der kommer til at få den oplevelse ind under huden, des bedre.